At synge i kor bliver i sproget misbrugt til at være en art holdningsuniformering, men er det nu også det? Drejer det sig ikke snarere om at kunne eksistere synkront med væsensforskellighed som omdrejningspunkt?
Disclaimer
Denne blog er ikke alene dedikeret til sprog eller poesi, ikke til det personliges politik eller det der får kroppen til at sitre. Den handler egentlig ikke om noget specifikt og er hverken en ekspertblog eller en lægmandsblog. Bloggeren bevæger sig i grænselandet mellem flere fagligheder og muligheder. Ikke desto mindre er denne disclaimer en invitation.Sider
Andre syngende blogs
Meta
Blog på WordPress.com. Theme: Cutline by Chris Pearson.
2 responses so far ↓
Nadja // 17. august 2007 at 3:44 pm
Jeg tror egentlig altid har jeg tænkt på begrebet “at synge i kor” på begge måder. Både den lidt negative, du nævner i form af enighed – men også den positive variant i form af samspil, harmoni, symfoni. Og (i hvert fald når jeg stemmer i) i nogle tilfælde Kakofoni.
syngende // 17. august 2007 at 11:55 pm
Harmonier. Sam-spil. Det er, når det er godt. Det er, når det er musik.
Sproget driller, når det prøver at bilde os ind, at det er noget skidt at synge i kor.
Men korsang kan være så mange ting. Selv i den Røde Hærs mandskor blev der ikke sunget med én tunge