Det beskrivende jeg

Nadja skriver om at beskrive sig selv i 3. person i professionelle sammenhænge, og det har affødt tankevækkende kommentarer, der tyder på, at kvalerne ved at skrive en sådan tekst stikker dybere end som så.

Jeg holder af præsens participium. En bøjning af et verbum, så det får adjektiviske funktioner. En hybrid mellem det der angiver situationelt betinget handlen og det der klæber sig til essensen i éns væren. Jeg er syngende fx. Der er dage, hvor jeg er syngende helt ind i knoglerne, simpelthen lovsyngende eksistensen. Og andre dage, hvor jeg nynner en lille melodi på cyklen eller brummer med til radioen

For mig er dette den mest sigende måde at beskrive mig selv på. Men mon man kan beskrive sig selv professionelt på denne måde?

NN er undrende. For at blive vidende, er hun derfor systematisk undersøgende med afsæt i metoder og teorier, der knytter sig til antropologi og usability. Antropologistudier har gjort hende spekulerende, usabilityarbejde har gjort hende observerende og ændrende. Ved at uddanne sig til lærer håber hun nu at kunne blive mere givende.

*bliver selvkritiserende og spørgsmålstegnstillende*