Man kommer længere med sangarbejde.

Jeg holder af præsens participium. En bøjning af et verbum, så det får adjektiviske funktioner. En hybrid mellem det der angiver situationelt betinget handlen og det der klæber sig til essensen i éns væren. Jeg er syngende fx. Der er dage, hvor jeg er syngende helt ind i knoglerne, simpelthen lovsyngende eksistensen. Og andre dage, hvor jeg nynner en lille melodi på cyklen eller brummer med til radioen

For mig er dette den mest sigende måde at beskrive mig selv på. Men mon man kan beskrive sig selv professionelt på denne måde?

NN er undrende. For at blive vidende, er hun derfor systematisk undersøgende med afsæt i metoder og teorier, der knytter sig til antropologi og usability. Antropologistudier har gjort hende spekulerende, usabilityarbejde har gjort hende observerende og ændrende. Ved at uddanne sig til lærer håber hun nu at kunne blive mere givende.

*bliver selvkritiserende og spørgsmålstegnstillende*

Jeg er ligesom Voldemort. Han har masser af ømme punkter, men som alle kendere af Harry Potter-bøgerne vil vide, har han gemt dem godt.

Carsten Jensen

I en artikel i gårsdagens Politiken om karaktermordets karakter, sammenligner Carsten Jensen sig selv med overskurken Voldemort. Artiklen indgår i et tre sider langt tema om karaktermord i medierne: Hvorfor finder de sted, hvorfor er der så få af dem, og hvad gør de ved folk (både ofre og bødler)? Der er tankevækkende stof i artiklerne, ikke mindst beskrivelserne af, hvordan “bødlerne” legitimerer offentlig udsplatning af andre.

Spørgsmålet er så, om ikke Carsten Jensen med sin Voldemort-analogi lægger brænde til eget bål og derved lægger op til karakterselvmord. Der er i hvert fald grobund for at man kan skabe sig sine egne billeder inde i hovedet af mørkets fyrste iført sømandssweater.